Butikskæder holder på deres elever
Elever får i højere grad job i de store butikskæder efter elevtiden. Det er meldingen fra fagskolerne. Efterspørgsel på arbejdskraft og mindre årgange er med til at forbedre chancerne for et fast job efter elevtiden.
Det skriver Finans.
- Kæderne gør rigtig meget selv for at tiltrække de unge. Mange af dem, der vælger en erhvervsuddannelse, elsker ikke altid at gå i skole, men vil gerne ud og udføre noget arbejde, og i kæderne vil man gerne have de dygtigste. Så for at gøre sig mere attraktive for eleverne, gør man en særlig indsats, siger underviser og teamleder på Business College Syd, Lone Marxen, til mediet.
Business College Syd har 5.000 elever. Op mod 70 procent af dem finder arbejde i den kæde, som de var elever i. Førhen var tallet på 30 procent.